Metus Mortis, latin for ‘Dødekrans’. En krans til mennesket, af de forgangne. Brugen af en bedekrans/rosenkrans er for at søge hjælp, trøst eller støtte i de sværeste stunder i livet. Når vi mister vores kære – når vi frygter ensomheden allermest. Når vores egen forgængelighed rammer os. En katolsk opbygget bedekrans. Lavet af 54 kranier i menneskeknogler (“høstet” fra gammelt skole-skelet), det forgængelige i os, det der uundgåeligt vil forgå og blive til støv, og 7 kranier lavet i 24kt/finguld, det evige, det vi (måske) håber på for vores sjæl og væsen. Det pure guld, det uforgængelige. Det vi finder i udgravninger, det vores forfædre har efterladt sig af spor. Metallet der er blevet forbundet med solen (vores livskraft) og guderne alle steder i verdenen. Altså selve livet. En krans lavet til livet og døden – den sammenfletning, som vi ikke kan komme uden om, det er nu engang sådan det er. Intet liv uden døden – ingen død uden liv.